Øre- & chipmærkning

Øremærke

En øremærkning sikrer, at du kan lettere finde din kat igen, hvis den bliver væk. Du kan læse mere om, hvad du gør og hvad det betyder her.

Øremærket er et unikt kodenummer, der tatoveres i begge kattens ører. Øremærkningen foretages gerne i forbindelse med neutralisering i 4-5 måneders alderen. Dyrlægen smører farve i ørerne og benytter en speciel tang til at lave øremærket. Katten mærker intet.

Øremærket er altid 6 positioner langt som først består af 3 bogstaver og derefter 3 tal.

Inges Kattehjem anbefaler, at man lader sin kat øremærke og registrerer den i Dansk Katteregister.

Når katten er øremærket, skal du oprette den i Dansk Katteregister, som administreres af Inges Kattehjem. Oprettelsen er gratis. Uanset om katten kommer ud eller kun lever inden døre, er det vigtigt, at den bliver øremærket, da tusindvis af både inde- og udekatte forsvinder fra deres ejere hvert år. Øremærkningen sikrer da, at man kan finde frem til kattens ejer via Dansk Katteregister.

Chipmærkning er et godt supplement til øremærkning men bør aldrig stå alene. Aflæsningen af en chipp kræver en speciel scanner som kun dyrlæger og internater er i besiddelse af, og man kan ikke se på katten, at den er mærket og derfor har en ejer.

Øremærkningen kan til gengæld aflæses af alle, og man kan på afstand se, at katten tilhører nogen.

Chippens fordel er, at den altid vil angive den korrekte kode, hvorimod øremærkningen som enhver anden tatovering kan blegne med alderen eller være svær at aflæse.

 

Chip

Du kan få din kat chipmærket som en sikring i tilfælde af, at katten bliver væk. Chippen kan aflæses med en speciel scanner hos dyrlægen og fortælle, hvem ejeren er.

Chipning af katte foregår med en kanyle og kræver ikke bedøvelse. Katten kan selvfølgelig godt mærke det, men kanylen er skarp og glider let ind.

Den microchip, man giver til dyr, er ikke ret stor. Den måler 8 mm x 2 mm. Den består af en glaskappe, der indeholder en metalspole og en computerchip. Spolen virker som antenne til at modtage og sende den information, der ligger på chippen. Man bruger den samme type chip til både katte, hunde, heste, fritter etc.

Se priser på chipning af din kat her.

I videoen herunder kan du se og høre dyrlæge Søren Pejstrup, demonstrere hvordan en chip virker og hvordan den indsættes i katten.

Mange katteejere vælger at få deres kat chippet som en sikring i tilfælde af, at katten forvilder sig bort. Chippen lægges i venstre side af nakken med en kanyle og kræver ikke narkose. Man aflæser chippen med en speciel scanner hos dyrlægen og på den måde kan man finde frem til ejeren.

Chipkoden

Chipkoder består ifølge ISO standard af 16 cifre. Det første er et fabrikant-nr. og anvendes ikke. Derfor bruges kun 15 cifre i koden.

Fordele ved chipmærkning:

  • indgrebet skal ikke foretages i narkose,
  • En chip viser altid det korrekte nummer.
  • Man kan købe en kattelem, som kun reagerer på de chips, man har lagret i den. Det vil sige, at kun ens egne katte vil blive lukket ind.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at katte, der ikke er mærkede før 3. juli 2011, skal være chippede, hvis de skal rejse til eller fra Danmark.

Chippen bør kun ses som et supplement til øremærkningen, da alle kan aflæse et øremærke, hvorimod den chippede kat skal bringes til et sted med en scanner (dyrlæge/internat/Falck).

Husk at registrere din kat i Dansk Katteregister .